DM i fladfisk 2012 i Onsevig

Igen fladfisk i stride strømme!

Dagen kom, hvor Kim og jeg igen skulle til DM i fladfisk i Onsevig.

Vi skulle se, om mit specielle hjemmelavet fladfiske tackle (flimmerforfang) også virkede i år.

Og det må siges, at det gjorde, det var simpelthen super godt.

Vejrudsigten for weekenden, var bestemt ikke noget at prale af. Regn og blæst lød udsigten på. Vi var lidt i tvivl om vi skulle med eller ej, men tog beslutning om at køre til Onsevig fredag d. 21.09.12 og se hvordan vejret udviklede sig.

Velankommet til havnen, fik vi søsat båden og fandt vores plads for natten. Vejret lovede ikke godt, der var godt gang i blæsten. Vi fik nogle gode naboer, der serverede god kaffe, brygget i deres båd, som vi nød med en god Gammel Dansk, som vi serverede for dem.

Vi fik slået vores telt op, så vi havde et sted hvor vi kunne overnatte. Derefter var det tid til afslapning samt socialt hygge.

Tiden kom, hvor vi skulle have gang i noget aftensmad. Grillen skulle tændes, så der kunne laves god mad til os. Men her gik det lidt galt. Vi kunne ikke få ild i den, selv om Kim forsøgte at få gang i den ved at virke som blæsebælg.

Gode råd var dyre, men Kim fik en god ide. Tulipe (pølsemanden) brugte kul til at lave pølserne på, så mon ikke, der ville være hjælp at hente der. Så op til vores ven, som straks gav os glødende kul. Aftensmaden var nu reddet.

Lørdag

Lørdag morgen stod vi op til et rigtig “lortevejr”, blæst og regn.

Men der var ikke nogen vej udenom, fiskes skulle der. Vejrudsigten for dagen lød på til op til 13 m sek. , en hård dag var i vente.

Vi sejlede ud i dette møjvejr, for at se om der kunne fiskes flade. Vores forventninger var ikke de store. Der var mange både der blev i havn, hvilke vi godt kunne forstå. Op af dagen (middagstid) blev bølgerne op til 2 m høje, men fiskes skulle der.

Mod forventninger fangede vi flade, endda rigtig mange. Et anslået antal for lørdag i dette møjvejr, blev ca. 230 stk. Dog ikke nogen der var store nok til at vi kunne gøre os gældende. Det skal siges, der var rigtig mange små imellem.

Søndag

Efter en god natsøvn, hvor blæsten hylede derude, stod vi op til et andet vejr søndag morgen. Mod alle ods, havde blæst og regn lagt sig, så det så ud til, at en god dag var i vente.

Startskuddet lød søndag morgen, så vi satte kursen mod havet igen.

Der var nogle pladser der skulle afprøves. Det gav ikke noget godt fra sig, så vi satte kurs mod et sted, som vi mente var et godt sted for de flade. Fiskeriet kom i gang med det samme.

2 og 3 stk. af gangen blev hevet op. Starten på dagen tegnede rigtig godt, da der ikke var mange små imellem.

Lige pludselig, fik jeg et hug der ville noget. Noget stort var måske på vej op til os. Fisken kom næsten op til overfladen, hvor den rev sig løs. Den var 1/2 m fra båden og svømmede langsomt i overfladen, hvorefter den stille og roligt dykkede ned, medens Kim og jeg bare kunne kikke på. Det var den største issing, vi har set taget på stang. Vi anslog vægten til at være et sted mellem 800g og kiloet. Det viste sig senere, at havde vi fået fisken i land (710g var nok), var der en suveræn førsteplads i hus samt 10. 000 kr., lidt ærgeligt.

Vores uheld var dog ikke forbi denne dag.

Med et, råber Kim til mig, at han havde fået et mega bid. Jeg tænkte, nååh ja, han skulle vel lige hævde sig også. Jeg kikkede over til ham og så hans stang bukkede meget kraftigt. Ingen tvivl om, at han havde noget rigtig stort på. Kim fiskede med en kraftig stang, så der skulle noget meget stort på, for at den buggede så meget som den gjorde. Vi var meget spændt på, hvad der nu ventede os. Fisken slog sig af i mellemvandet, så den var også tabt for os. Vi fik desværre ikke set den, så vi kan ikke sige hvor stor den var, men ingen tvivl om at det var en kanon fisk der også gik tabt der.

Lidt ærgelige, fiskede vi videre i håb om, at der var flere store til os. Det var der ikke, vores “held” var brugt op for denne dag. 2 måske helt sikre vindere var tabt denne dag.

Alt i alt fangede vi denne dag omkring 250 flade, så dagen gav alligevel en fiskemæssig fiskeoplevelse af de store.

Men helt sikkert, kommer vi igen til næste år, til et kanon godt gennemført stævne. Stor ros fra os, for den måde det blev håndteret på.